StormSkaden
Overlevede en storm helt alene
Nogle gange nævner vi vores stormskade tilbage i 2023 - hvis du undrer dig over hvad det lige går ud på så får du lige en hurtig recap her.
Lad mig tage dig tilbage til den skræmmende nat, hvor jeg, Signe, var palle alene på båden. Det var midt i november, og vi havde meget stormfulde dage i Danmark - i Sønderborg havde bølgerne hamret løs på kysten og ødelagt strandpromenaden vi ellers nød vores gåture på.
Vi havde valgt en vinterplads til Vela hvor hun ville have stævnen mod vest, den mest almindelige vindretning i Danmark i vinterhalvåret. Men denne gang forrådte vinden os og hylede voldsomt i masterne fra syd.
Jeg sov i salonen — agter lukaf’et var for larmende på grund af stormens rasen og bølgernes hamren mod agterspejlet. Jeg vågnede pludseligt midt om tidlig om morgenen; mørket var kvalmende og angst begyndte at snige sig ind på mig. Noget føltes forkert — dybt forkert. Jeg kiggede ud af salonens vinduer, båden var ikke, hvor den skulle være. Angsten sneg sig ikke længere, den overtog mig, mens jeg hurtigt klædte mig på og skyndte mig op på dæk.
Udenfor sendte synet en kuldegysning ned ad ryggen. Et stort stykke af træbroen havde revet løs og drev omkring med vores trosse klamrende til den. Jeg bandede lavmælt, men det var kun begyndelsen. Da jeg vendte blikket mod stævnen, sank mit hjerte til bunden af maven. Forreste bagbord klampe var revet af ud af skibssiden og hang nu farligt mellem pælen og båden, kun holdt af en enkelt anspændt line som var kvejlet pænt op på søgelænderet. Vinden skreg mig ind i hovedet med over 45 knob, og jeg var fuldstændig alene.
En lille panik begyndte at skylle ind over mig, men jeg vidste, jeg måtte holde hovedet godt og handle hurtigt. Christian var tusinder af kilometer væk, på arbejde i Grønland, da jeg ringede. Tidsforskellen betød, at jeg vækkede ham, det gjorde jeg aldrig, så han forventede straks, at noget var alvorligt galt. Han sagde at jeg skulle skynde mig at få hjælp fra nogle omkring liggende.
En ven fra havnen kom, trodsede stormen og hjalp til. Sammen kæmpede vi for at redde Vela, fik fastgjort et fald til molen og trak med al vores kraft. Bovtrusteren knurrede i protest mod vindens raseri, vi plejer at sige den ikke kan hjælpe os når det blæser mere en 8 knob, men hvad skulle vi gøre?
Efter hvad der føltes som en evighed fik vi endelig sikret Vela langskibs på broen, nu vendt mod vinden. Jeg nåede ikke i skole den dag. Stormen havde sat sit præg på både Vela og mig. Angsten hang ved i dagevis, mine nerver var nærmest i laser, indtil Christian endelig kom tilbage. Først da, med hans hjælp, kunne jeg begynde at trække vejret igen og vide, at Vela var i sikkerhed.
